nordic e-lit

Det fortælles, at folk i Irland kan sige, hvilken egn af landet en person kommer fra, alene ved at se på den måde han eller hun går på. Det er en fascinerende tanke at gangen, en af de mest almindelige menneskelige aktiviteter, i sig selv rummer en dialekt, der betegner os og som knytter sig til vores identitet. Den måde vi går på, fortæller altid lidt om, hvem vi er; om vi har god tid, om vi har travlt, om vi er forfulgte, om vi er forelskede, fulde, syge eller gamle etc. Når vi mødes på gadehjørnerne, så checker vi tilmed hinandens gang: "Hvordan går det?", "Ja, det går da meget godt", "Hovedet op og benene ned", "Nå du, nu må jeg løbe".

Grundlæggende for mit begreb om digital litteratur er, at jeg betragter computeren som en skrivemaskine i bogstaveligste forstand.

Det er en litteratur, der altså bruger den digitale skrift, de digitale former i sine litterære eksperimenter for at finde ud af, hvad og hvordan de betyder, for at synliggøre dem og dermed hjælpe os til at læse den digitale medievirkelighed.

Opgaven for Kulturministeriet er at sørge for, at den levende litterære kultur flytter med i et digitalt netværkssamfund. At bringe det litterære, kunstneriske og kulturelle mere på banen, når der diskuteres IT-samfund - at støtte og synliggøre et litterært perspektiv.

P’et står for poesi – og med poesi menes både poesis og pictura. Vi har fra starten af været optaget af poesiens fysiske, især visuelle og plastiske former. Den visuelle poesi er et område som vi intuitivt har ønsket at undersøge og eksperimentere med, men vi har ikke i traditionel forstand teoretiseret eller defineret genstandsfeltet.

Afsnit P er ikke det store demokratiske open source hvor læseren skriver med på work-in-progress-tekster og selv er med til at definere resultatet. Interaktionen foregår inden for de æstetiske rammer som vi har udstukket. Vi har udnyttet nogle af nettets muligheder og fravalgt andre. Fravalget af interaktivitet i den store skala har givet ro til at indrette et unikt rum som, hvor labyrintisk det end er, har båret en svært definerlig rød tråd gennem alle de opståede møder – mellem former, genrer, vidensområder og mellem mennesker. En kollektiv p(er)sonlighed?